23948sdkhjf

Jysk: 'Goddaw' til 1.000 nye kollegaer

Konkurrencerådet har netop godkendt Jysks opkøb af IDdesign og Lars Larsen gør klar til at trække i arbejdstøjet.
Den 18. marts i år offentliggjorde Jysk og Axcel, at Jysk erhverver 80 procent af IDdesign, der driver boligkæderne Idemøbler og Ilva. Axcel beholder en ejerandel på 20 procent. Købet er i dag blevet godkendt af Konkurrencerådet og det betyder, at Jysk nu formelt indtræder som majoritetsaktionær.

Vi skal straks i arbejdstøjet
- Først og fremmest vil jeg gerne sige ’Goddaw’ til de omkring 1.000 nye kolleger, vi får i koncernen. Nu skal vi i arbejdstøjet og have kigget på selskaberne og få talt med leverandører, andre samarbejdspartnere og kunder så vi kan finde endnu flere gode tilbud til kunderne, siger Lars Larsen.

Det seneste årsregnskab fra IDdesign, som dækker perioden fra 1.4.2012 til 31.3.2013, viser, at det trods et generelt vigende marked er lykkedes IDdesign at øge omsætningen med 1 procent til nu at ligge på 1.657 mio. kr. Det ordinære driftsresultat er samtidig forbedret fra -49 til -17 mio. kr.

I forbindelse med Jysks erhvervelse af IDdesign er regnskabet som planlagt blevet tilpasset de principper, som ligger til grund for Jysk-koncernens regnskabsaflæggelse. Det medfører en negativ regulering af goodwill og et skatteaktiv på i alt 462 mio. kr., hvilket sammen med en række andre engangsposter bringer det samlede resultat ned på -565 mio. kr.

Som ny majoritetsaktionær indestår Jysk-koncernen for selskabets kreditfaciliteter, og Lars Larsen ser nu frem til at arbejde videre med de to møbelkæder.

- Axcel har ejet og trimmet kæderne i en hård periode, hvor møbelmarkedet er faldet 25 procent i det segment, som Idemøbler og Ilva befinder sig i. Det betyder, at selskaberne løbende har forbedret deres driftsindtjening, og jeg er sikker på, at vi sammen med selskabets dygtige ledelse skal få skabt en god forretning, siger han.

Rustet til videre udvikling
Hos Axcel er Managing Partner Christian Frigast tilfreds med, at handlen nu formelt er gennemført, og ser frem til den videre udvikling af IDdesign.

- Vores investering i IDdesign har været en udfordrende rejse, fordi møbelmarkedet faldt markant oven på finanskrisen og endnu ikke er kommet tilbage på sporet. Derfor har vi brugt mange kræfter på at effektivisere forretningen og er nu glade for at overdrage et selskab, hvor der er kommet styr på driften, og som er godt rustet til den fortsatte udvikling, siger Christian Frigast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093